Per Jacobsen

Islam og det tidligere Jugoslavien

Lige fra sin ældste, kendte historie har Bosnien været et område, der har været præget af spændinger og konflikter. Som resten af det slaviske Balkan var Bosnien fra bosættelsen i det 6.-7. århundrede udsat for pres og erobringsforsøg fra stormagterne i både øst og vest, men allerede inden serbere og kroater vandrede ind og tog den vestlige del af Balkanhalvøen i besiddelse, hørte området omkring Bosna-floden, der senere fik navnet Bosnien, og Dalmatien til den vestlige part af ro-merriget, og da tyngdepunktet fra de 6. århundrede flyttedes mod øst, kom Bosnien under Bysants og forblev der, uden dog at græsk-bysantinsk kultur fik afgørende og varigt fodfæste. Pavekirken formåede oven i købet at intensivere sin mission i Bosnien i kampen om at bringe kristendommen til landet og forstærke den vestlige indflydelse.

Brydningen fortsatte middelalderen igennem og den nye stormagt, Ungarn, der i 1102 havde underlagt sig Kroatien og dermed var blevet nabo til det bosniske ingenmandsland, søgte med alle midler at vinde indflydelse og land på Balkan og på den måde at få adgang til Adriaterhavet.

Men det var ikke bare en kamp om territorier. Da den kristne kirke endeligt og uigenkaldeligt var blevet splittet i to ved det store skisma i 1054 var det i høj grad også blevet en kamp om sjæle, og ungarerne formåede med både kløgt og snilde at forene deres strategiske mål med de mere åndelige og blev pavestolens mest trofaste forbundsfælle i kampen for at bevare Bosnien som en del af vesterlandet og pavekirken.

Europas religiøse liv gennemrystedes i det 11. og 12. århundrede af en række manikæiske kætterbevægelser, albigensere, paulikanere og katharer, der fra Norditalien og Sydfrankrig bredte sig også til Balkan.

På Balkan fik kætterne navnet bogumiler efter den bulgarske munk Bogumil, der havde prædiket i sit hjemland og senere vundet mange tilhængere i Bosnien. Fælles for disse bevægelser var deres forkastelse af det gamle testamente, pavedømmet og det katolske hierarki og sakramenterne. De blev forfulgt med korstog og krige, der sammen med inkvisitionen stort set udryddede dem i Europa i løbet af det 13. og 14. århundrede. Også i Bosnien for man hårdt frem mod kætterne, men alle forsøg på at udrydde dem mislykkedes. Bosnien blev oven i købet et tilflugtsted for fordrevne kættere fra nabolandene. Det var ikke blot en folkelig bevægelse; den tidligste, kendte bosniske hersker, ban Ku-lin, gik efter alt at dømme over til bogumilismen i slutningen af det 12. århundrede, og siden var såvel fyrsterne af Bosnien som den bosniske adel stort set bogumiler, sådan at forstå at omfanget af kætteriet var afhængigt af presset udefra og steg og faldt i takt med hovedfjenden Ungarns magt.

Hvor uklare og svingende de religiøse forhold i Bosnien var, viser historien om en af Bosniens navnkundige herskere, ban Ninoslav, som vi første gang hører om i 1233. Han var af bogumilsk slægt og blev til at begynde med overfaldet af den kroatiske kong Koloman, der var ungarsk vasal. Godt hjulpet af dominikanerne og inkvisitionen måtte Ninoslav afsværge sin kætterske tro og vende tilbage til den katolske moderkirke. Og for at bevise sin troværdighed og få pavens beskyttelse mod den kroatiske konge gav han sig til at forfølge bogumilerne i sit eget land. Paven, der tilsyneladende var overbevist om oprigtigheden i Ninoslavs omvendelse, bad nu Koloman om ikke at angribe Bosnien og dominikanerne om at standse forfølgelserne. Nu gjorde folket til gengæld oprør mod Ninoslav, der igen gik over til bogumilisme, hvorpå paven og Koloman i fællesskab startede et nyt korstog mod Bosnien og fik anbragt en trofast katolik i herskerstolen. Men den storpolitiske situation reddede endnu en gang bogumileme, da tatarerne i 1241 invaderede Ungarn. Nu var den katolske front på Balkan alvorligt svækket, og kætteriet i Bosnien blussede op igen. Da Ungarn igen var kommet til kræfter, gik vældige hære ind over grænsen til Bosnien for én gang for alle at gøre det af med det ugudelige kætteri. Den katolske kirke tog store områder i sin besiddelse og indførte tiende, som i andre normale kristne lande. Det førte til oprør, der førte til undertrykkelse, der førte til oprør, der førte til...

Og sådan blev det i hovedsagen ved til tyrkernes fremstød på Balkan og deres erobring af Bosnien i 1463. Og nu fik bosnierne fred. Faren fra Ungarn og Kroatien var drevet over. Kætterske kristne bevægelser var ikke tyrkernes problem - de undertvungne områder fik stort set lov til at bevare deres religion, sprog og kultur, når bare adelen, der i store træk var intakt i Bosnien, anerkendte sultanen som overherre og sørgede for at betale den skat, der blev dem pålagt.

Alligevel førte tyrkernes erobring enorme ændringer med sig. Serberne, der havde mistet det meste af deres adel i slaget på Kosovo Polje i 1389, var i hundredetusindvis flygtet til det endnu selvstændige Bosnien, og fra 1463 flygtede kroaterne i massevis til Kroatien, mens bogumilerne tilsyneladende frivilligt og massivt gik over til islam. Der er forsøgt flere forklaringer på denne uforståelige konvertering. Nogle har i bogumilernes manikæiske, dualistiske verdenssyn set visse overensstemmelser mellem islam og den bosniske kirke og ment, at denne overensstemmelse skulle have lettet overgangen til islam. En anden langt mere håndfast og praktisk forklaring går ud på, at det var adelen der for at bevare sin magt i samfundet som tyrkiske vasaller gik over til islam og simpelthen tog deres undersåtter med ind i den nye tro.

Hvad nu end grunden var, blev Bosnien en muslimsk enklave i Europa, det osmanniske riges yderste periferi, hvor den islamiserede slaviske overklasse sad inde med den politiske og økonomiske magt og ofte var langt mere konservativ, også i religiøs henseende end rigets centrum. Igen og igen gjorde »de bosniske tyrkere« oprør mod forskellige sultaners forsøg på at indføre reformer. Og dette regime holdt sig i fire hundrede år og dominerede naturligvis udviklingen inden for alle samfunds- og kulturlivets områder. Tyrkisk kultur og tyrkisk levevis blev overtaget af den bosniske muslimske befolkning. Sproget blev påvirket ikke bare af tyrkisk men også af klassisk arabisk, der var muslimernes liturgiske sprog og det sprog, koranen blev læst op på. Litteraturen påvirkedes, der opstod den såkaldte aljamiado-litteratur, der var serbokroatisk, skrevet med arabiske bogstavstegn, et fænomen, vi kender også fra andre underlagte lande som fx. Spanien. Denne aljamiado-litteratur dukkede op i Bosnien i anden halvdel af det sekstende århundrede og holdt sig helt op til vort århundrede. Det er en litteratur, der i hovedsagen er religiøs eller didaktisk; den foretrukne genre er poesien, mens prosaen spiller en ringe rolle. Også folkedigtningen blev, især i sit indhold, præget af den muslimske verden; genrerne var de samme som i serbisk og kroatisk folkedigtning, men heltene var muslimer og kærlighedshistorierne foregår i muslimske miljøer. En egentlig kunstlitteratur med rod i den muslimske verden opstod først i nyere tid, efter at Østrig i 1878 med de europæiske stormagters billigelse besatte Bosnien-Hercegovina og dermed gjorde en ende på fire hundrede års tyrkisk styre, der naturligvis var af afgørende betydning for dannelsen af en muslimsk identitet.

Den østrigske okkupation var det store opbruds og de store forandringers tid for Bosnien. Europa holdt sit indtog med brask og bram med pengeøkonomi, jernbaner, moderne administration og materiel fremgang. Kroaterne var begejstrede og håbede nu på en nærmere tilknytning til Kroatien og nød iøvrigt godt af, at de embedsmænd, Østrig sendte til Bosnien og Hercegovina, var deres katolske trosfæller, i mange tilfælde endda kroatere og tjekker. Serberne så med forbitrelse mulighederne for en tilslutning med Serbien fortone sig i den blå luft. Muslimerne var stadig en vigtig politisk faktor i provinsen, så østrigerne lod de muslimske godsejere beholde deres jord og deres privilegier, men alligevel befandt muslimerne sig i et tomrum uden den nationale identitet, som serberne og kroaterne nu så ivrigt dyrkede. I det multinationale tyrkiske imperium gik skillelinierne ikke mellem nationaliteter men mellem troende og ikke-troende, så de bosniske muslimer havde identificeret sig med og var blevet identificeret med tyrkerne og var ligefrem blevet kaldt de bosniske tyrkere. Østrigs nationale politik i Bosnien-Hercegovina var at skabe en helt ny »bosnisk« nation for på den måde at lægge en dæmper på især serbiske drømme om en forening med Serbien. Dette forsøg var på forhånd dømt til at mislykkes; der var tilsyneladende ikke noget, der kunne holde de nationale følelser tilbage, og muslimerne måtte bygge en ny identitet op. Forbindelsen til Tyrkiet, der officielt stadig havde suveræniteten over Bosnien-Hercegovina, blev svagere og svagere. Allerede i 1882 blev de religiøse bånd skåret over, da der blev udnævnt et religiøst overhoved, en reis-ul-ulem for Bosniens muslimer, hvilket bl.a. viste, at østrigerne allerede på et tidligt tidspunkt ikke havde planer om at levere Bosnien-Hercegovina tilbage til Tyrkiet, sådan som Berliner-kongressen havde bestemt. I kampen for en identitet stod muslimerne klemt mellem serberne og kroaterne, for nu begyndte (igen) en kamp om de bosniske sjæle. Både serbere og kroater hævdede, at muslimerne i virkeligheden var serbere henholdsvis kroater, og søgte at indgå alliance med dem for at vinde indflydelse. Men Østrigs del-og-hersk politik var ikke indstillet på sådanne alliancer og opgav i alt fald for en tid de mere langsigtede planer om en bosnisk nation til fordel for en mere muslimskvenlig politik, der i virkeligheden befordrede den muslimske selvfølelse: der blev dannet muslimske partier, bygget muslimske skoler, og ved siden af den lange række af serbiske og kroatiske kulturforeninger og litterære selskaber oprettedes nu lignende muslimske, der udgav bøger og tidsskrifter. De katolske, østrigske magthaveres støtte lagde i virkeligheden grunden til den nye muslimske nationalisme. Men muslimerne havde ikke eneret på fortiden og det halvorientalske miljø. De var også en del af serbernes og kroaternes baggrund, og både serbere og kroater følte et stærkt regionalt tilhørsforhold. Det er bl.a. kommet til udtryk i mange ikke-muslimske digteres værker, stærkest og bedst kendt hos den serbiske Nobelpristager Ivo Andrić.

Med Østrig-Ungarns sammenbrud efter første verdenskrig og dannelsen af den nye jugoslaviske stat i 1918 fortsatte de bosniske muslimers deroute. En landreform fratog godsejerne, dvs. den muslimske overklasse, dens jord og gamle privilegier, så følelserne over for serberne, der dominerede den nye stat og udgjorde den største befolkningsgruppe i Bosnien-Hercegovina (45)% var alt andet end varme. Og serberne, der endnu havde friske erindringer om tyrkertiden, betragtede muslimerne med foragt og mistænksomhed.

I et forsøg på at dæmme op for den stigende diskriminering sluttede muslimerne sig sammen i en muslimsk organisation, der under ledelse af Mehmed Spaho vidste at udnytte modsætningerne mellem serbere og kroater og skaffe sig mere politisk indflydelse, end dens størrelse egentlig tilsagde. Men det serbiske og det kroatiske pres på muslimerne i Bosnien fortsatte for at få dem til at erklære sig som serbere eller kroater af muslimsk tro. Der var i de to største jugoslaviske nationers begrebsverden slet ikke plads til en befolkningsgruppe, der ikke definerede sig i nationale termer men fremhævede den kulturelle og religiøse egenart. Ved en klog og ofte henholdende neutralitetspolitik formåede muslimerne at bevare Bosnien og Hercegovina som et integreret område iden for sine historiske grænser, så ingen dele af det blev slået sammen med tilstødende serbiske eller kroatiske områder før lige inden anden verdenskrigs udbrud, hvor Serberne og Kora terne indgik forlig om en slags føderalisering af Jugoslavien, og en del af Bosnien blev indlemmet i det nye, kroatiske banovina. Under anden verdenskrig, hvor det nye, selvstændige Kroatien som Hitlers og Mussolinis allierede kunne realisere »sin århundredgamle drøm« om selvstændighed og tilmed indlemme stort set hele Bosnien og Hercegovina, havde muslimerne igen intet valg. De blev nu alle erklæret for kroater, der var gået over til islam, og mange af dem deltog også aktivt i kroaternes folkemord på serberne.

Efter et barsk retsopgør efter krigen, hvor alle tre kirkesamfunds forhold til det nye, socialistiske regime var anstrengt, normaliseredes forholdene efterhånden og bevidstheden om igen at være klemt mellem serbere og kroater blev fornyet, da muslimerne endnu en gang blev vidner til en stadig voksende rivalisering mellem de to dominerende befolkningsgrupper. Titos svar og modtræk mod disse to tilsyneladende evige modstandere var en støtte til muslimerne, som var blevet den største befolkningsgruppe i Bosnien. Del og hersk-politiken var også en væsentlig rekvisit i den socialistiske nationalitetspoli-tik. Som det vigtigste og mest fatale fik muslimerne national status, dvs. at de ved folketællingerne i 1971 under rubrikken national tilhørsforhold kunne skrive Muslim. Få år senere, ved den nye forfatning af 1974, blev muslimernes nationale status lovfæstet.

I det socialistiske Jugoslavien var religonsudøvelse tilladt, men ikke velset, men også uden den var muslimerne en befolkningsgruppe, der skilte sig ud fra de andre ved deres levevis. Det at være muslim var ikke så meget religion som et kulturelt og mentalt tilhørsforhold. I den nuværende kaotiske tilstand, hvor ordene har mistet deres oprindelige betydning, er muslimerne og deres ledere blevet beskyldt for islamisk fundamentalisme, men sandheden er, at Bosniens muslimer har været det vel nok mest sekulariserede muslimske samfund i hele den muslimske verden, men i deres nuværende kamp for overlevelse er der uden tvivl skabt grobund for en mobilisering af ortodoxe og fundamentalistiske strømninger blandt de ellers så fredsommelige sunnimuslimer. Bosniens muslimer har delt skæbne med deres kristne landsmænd, hvis tilværelse og vilkår gennem tiderne ingen vel har skildret bedre en den serbiske forfatter Ivo Andric i den store roman Travnikkrøniken (Dansk titel: Forvist til Bosnien):

»De er ofre for den fatale opdeling af menneskeheden i kristne og ikke-kristne; de er evige tolke og formidlere, men selv fulde af uklarhed og ude af stand til at udtrykke sig; de er indgående kendere af Østen og Vesten og Østens og Vestens skikke og tro, men lige foragtet og mistroet af begge parter ... Det er en lille af sondret slægt, der sukker under Orientens dobbelte synd, og som endnu en gang skal frelses og forløses, uden at nogen endnu ved hvordan eller af hvem. Det er mennesker i et grænseland, fra den åndelige og materielle grænse, fra den mørke og blodige skillelinie, der ved en skæbnesvanger og absurd misforståelse er trukket mellem menneskene. Guds egne skabninger, som ingen grænser må skille. Det er den smalle strimmel mellem land og hav, der er dømt til evig bevægelse og uro. Det er den tredie verden, der bærer al forbandelsen ved at jorden er delt i to verdener.«

Per Jacobsen, Islam og det tidligere Jugoslavien , ”Semiramis”, nr. 3, 1994, 17-22.